Stifterens historie

Anette-portrætJeg sidder her i mit liv, tæt på de 50 år og oplever en dyb indre taknemmelighed, som rækker langt ud over det der kan siges med ord. En taknemmelighed over at være født i denne del af verden, i en overflodskultur med social bevidsthed. En taknemmelighed over alle de hænder og sociale instanser, som har været med til at bane vejen for mig.
En taknemmelighed over at have en person i mit liv, som er den mest dyrebare for mig og som er større end det at have forældre/familie. Og ikke mindst en taknemmelighed over altid at have været forbundet til noget større end mig selv – en evne til at række ud i fællesbevidstheden, hvor jeg  gang  på gang  fandt styrken og viljen til min sjæls overlevelse. Og sidst men ikke mindst er jeg dybt taknemmelig over at jeg har fået en erstatning på grund af mit handicap, så jeg kunne oprette denne fond.

På en dag hvor en voldsom orkan rasede blev jeg født. Lægerne mente ikke at jeg ville overleve og jeg blev derfor taget fra min mor, som gik i fødselschok. Dagen efter kom min far for at se til min mor og mig og det blev det først og sidste møde i mange år. Jeg så dem først igen da jeg som voksen pludselig bankede på deres dør. Jeg måtte se mit ophav, det var en uforklarlig irrationel drift, for de var jo to totalt fremmede mennesker. Jeg kendte ikke til følelsen af at have forældre. Det jeg kendte til, som var i tidens ånd, var en upersonlig kontakt til de mange pædagoger, der gik ind og ud af mit liv. Det var et svært møde, specielt for min mor, som ikke på nogen måde havde fået bearbejdet det at give afkald på sit barn. Jeg forestiller mig, at det må være det sværeste en mor kan blive udsat for.

Jeg er født med thalidomid – skader: små ben uden knæ, deforme fødder og arme med 3 finger på hver hånd. Præparatet Thalidomid var noget man gav kvinder imod svimmelhed under graviditeten og det var årsagen til at fostret stoppede sin udvikling.

I de tre første leveår gennemgik jeg en del operationer, og mit liv foregik skiftevis på et hospital og et spædbørnshjem. Jeg lå ofte i gipsfiksering i flere måneder ad gangen og der begyndte jeg instinktivt at flytte min bevidsthed væk fra min krops ulidelige smerte og på et tidspunkt begyndte jeg at forlade kroppen. Tidens pædagogik var at forme kroppen efter en ”normal krop”. Så jeg skulle gå med stylter, hvor fødderne blev formet (opereret) dertil. Og sådan blev det, jeg humpede rundt på stylter som 4 årig og blev totalt fremmedgjort fra min krop. I ti år måtte jeg affinde mig med situationen og så var det nok. Jeg gik imod lægernes og pædagogernes urimelige krav og nægtede at gå så meget som et skridt længere. Uden en eneste opbakning gik jeg ene pige imod en hel institution og tidens tro på, at det var ”i den bedste mening”. Jeg vandt, jeg fik min egen krop for første gang i mit liv. Jeg var fri! Hvor vidunderligt det var og det mest berusende var at jeg havde taget ansvar for mig selv, jeg havde fundet en egenvilje, jeg kunne vælge. Denne opdagelse var noget særligt for den tid, hvor vores opdragelse var det modsatte af individualitet.

Senere hen som voksen opdagede jeg også at jeg kunne blive fri af den angst jeg havde skabt for hospitaler. Jeg indså at jeg bevidst kunne vælge, om jeg ville agere ud fra barnets oplevelse eller ud fra det Nu jeg befandt mig i. Og da forsvandt væmmelsen for hospitaler, jeg havde “vendt” mine tanker, blevet min egen autoritet.

Mange har gennem tiden spurgt, hvordan det er at være handicappet og have den opvækst jeg har haft? Det er et meget komplekst spørgsmål og der findes bestemt ikke et entydigt svar. Jeg husker da jeg som barn pludselig opdagede at jeg var anderledes  Det var en dybt rystende indsigt og friheden forsvandt. Jeg var blevet selvbevidst og livets uendelighed forsvandt. Jeg var nu en afgrænset størrelse med en krop, der hele tiden blev mindet om det den ikke kunne. En krop som var så markant fysisk anderledes. Jeg målte mig med det ”normale” og følte tit et fangenskab. I dag føler jeg mig for det meste fri og integreret med min krop og dog kan jeg til tider få oplevelsen af, at sjælen er for stor til min krop. Jeg tænker på mig selv som handicappet når jeg møder andre menneskers reaktion på mig og det sker hver gang jeg færdes blandt dem. For mig er dette en selvfølgelighed da vi alle er spejle for hinanden.

Min opvækst var meget disciplineret og det var en tid med både psykiske og fysiske overgreb. Jeg kendte ikke til andet, så livet var som det var. Hvis det blev for slemt drog min sjæl ”hjem til den anden verden”. Som Viktor Frankl (En jødisk psykolog der overlevede 4 koncentrationslejre) siger: ”Man kan tage alt fra et menneske, men sjælen er der ingen der kan tage” og ”Vi vælger selv hvordan vi vil forholde os til vores skæbne”. Min tid i institutionslivet sluttede, da skoletiden var omme og så blev jeg kastet hovedkulds ud i det såkaldte ”rigtige liv”. Jeg oplevede at kulturens værdisæt var familien og arbejde, det diametralt modsatte af det jeg kendte til og her var jeg ved at knække nakken. Jeg var så radikalt anderledes både indeni og udenpå, jeg havde ikke den fjerneste forudsætning for at forstå min kulturs værdier. Og ned ad bakke gik det, alt imens jeg glemte alt om Viktor Frankl. Da jeg nåede bunden var valget enten at forlade dette liv eller tage ansvar for mit liv. Med hjælp fra en vidunderlig indsigtsrig Kvinde fik jeg hovedet over vandet  og fandt atter min sjæl. Jeg indså at jeg var den eneste der kunne tage ansvar for mit liv og hvis jeg svigtede mig selv, som jeg blev svigtet som barn, var jeg den største bøddel af alle. Det var et langt og sejt arbejde, men jeg var besluttet på at jeg ville være fri af min fortid. Jeg ville ikke være et offer for min skæbne, men ville vokse af den.

I dag oplever jeg en frihed, men det er ikke ensbetydende med at livet altid er let. Mit liv har været og er på mange måder radikalt anderledes og barskt. Det er alt dette der har været med til at forme den jeg er i dag. Det har givet mig styrke, vilje og indsigt og vigtigst af alt, en forståelse af, at det er kun mig der kan tage ansvaret for mig. Det har tvunget mig ud på grænsen, givet mig dybe ar og bidraget til svigt og ensomhed. Det er en del af min historie og jo mere jeg accepter den og giver slip, jo mere opløses den. Ved overgivelsen opstår erkendelsen af at jeg rummer mere end blot min historie. Og så bliver det nemmere at være til sted i nuet, at stille sig til rådighed for noget større og bevidst vælge hvordan man agerer i forhold til dette større perspektiv.

Den 14 okt. 2007 lå jeg på hospitalet og var døende. Min sjæl var draget til den anden verden, hvor jeg fik valget mellem at blive der eller at fortsætte mit jordiske liv. Jeg valgte at tage herned igen for min dyrebare sjæleven og verden, der havde brug for mig. Jeg fik genoprettet min krop og lod livets hensigt føre mig. Det gik stærkt, det ene skridt førte til det næste. Ja selv Kebnekaise (nordens højeste bjerg) måtte jeg bestige, sammen med nogle mennesker som gav alt for at få mig derop. Jeg havde en oplevelse af at være uden for kontrol, der var noget større der førte an og jeg formåede til sidst at skabe tillid til processen. Til tider virkede disse oplevelser totalt meningsløse og samtidigt vidste jeg at der var en større mening med alt det der skete. Og pludselig en dag var der et telefonopkald med beskeden om, at jeg kunne få en stor erstatning på grund af mit handicap. Det opkald kunne jeg føre tilbage til den skæbnesvangre dag i 2007 – en lang rød tråd med begivenheder der førte til den næste begivenhed, for til sidst at ende med oprettelsen af denne fond. – FANTASTISK !

Er du interesseret i at læse om turen Kebnekaise skrevet af Simon Høgsberg:
www.simonhoegsberg.com

I dag 2015 har denne røde tråd ført mig videre til skabelsen af Det Åben Rum. Et sted, hvor man kan mødes i fællesskab med andre, hvor der er mulighed for at deltage i daglig meditation, udveksling af opfattelser og undersøgelser af ideer om liv og bevidsthed – at vågne op til bevidsthedens sande natur.  www.detåbnerum

En anden stor inspirations kilde: Sri Ramana Maharshi “Who Am I”

Swami Atmananda Udasin: www.ajatananda.org

Viktor Frankl: Search for Meaning in Life Today on Youtube

TIL TOPPEN